PRAKTISKE OPLYSNINGER
Barnets egen bog:
I får en fotobog med hjem, hvor I kan sætte billeder ind af de personer/ting, der har betydning for barnet, og den kan suppleres med nye billeder.
Tegn til tale:
For at sikre at alle børn i Georgs Æske får optimale kommunikationsmuligheder bruger personalet i Blomsterkassen ”tegn til tale”. Alle børn og voksne i Georgs Æske har/får et ”tegn navn”.
Mødetid og gå hjemtid:
Vi forsøger at bruge personaletimerne/vikartimerne, der hvor der er flest børn. Det er derfor en kæmpe hjælp, at I udfylder skemaerne på vores opslagstavler. Vi beder om at I, senest kl. 8.30, giver os besked, hvis jeres barn ikke kommer.
Syge børn:
Børn med feber eller smitsomme sygdomme kan ikke modtages. At et barn er feberfri, betyder ikke nødvendigvis at det kan komme i institutionen. Betingelsen er, at barnet kan deltage i de almindelige aktiviteter. Hvis barnet bliver sygt, mens det er i Georgs Æske, vil vi kontakte jer, og regner med at barnet bliver hentet hurtigst muligt. Vi har desværre ikke medarbejderressourcer til at passe syge børn.
Medicin:
Normalt giver vi ikke medicin til børnene, hvis de har infektionssygdomme. Undtaget er kroniske sygdomme, hvor det kan være nødvendigt at give medicin flere gange i løbet af dagen. Der skal foreligge en instruks fra lægen. Oftest vil der være tilstrækkelig instruktion om medicingivningen ved påskriften på medicinbeholderen. Beholderen skal have let læselig påskrift med oplysning om barnets navn, medicinens art og den ordinerede dosis. Medicinen skal selvfølgelig opbevares forsvarligt.
Søvn:
Vi mener, at børn har brug for at sove når de er trætte! Så vi er ikke så glade for at vække børnene – dog kan der forekomme tidspunkter hvor det er nødvendigt for familien, at vi forsøger at ændre barnets sovevaner.
Eget legetøj:
Det er OK at barnet har legetøj med – men det er vigtigt at de andre børn også må lege med det, og det er helt forældrenes eget ansvar at finde det! (Husk at det ikke må være farligt for de mindre børn).
Påklædning og skiftetøj:
Da vi er ude hver dag, er det vigtigt, at jeres børn er klædt på efter vejr/årstid, og at I altid medbringer passende overtøj samt regntøj og gummistøvler. På badeværelset er der en kurv, hvor det er praktisk, at der ligger mindst 2 sæt skiftetøj. Desuden har dit barn brug for noget behageligt at sove i afhængigt af årstiden. Husk navn i alt!

